BREVKASSE

Pige

24

14/03/2021

Kæreste problemer.

Må starte fra en ende af og fortælle hele historien.
Vi mødte hinanden i træningscenteret. Jeg trænede der i forvejen og var blevet bedt af tidligere centerleder om at give mit CV, da de godt kunne bruge en som mig.. Han blev så ansat som centerleder der, og mit cv blev videregivet til ham. Der gik et par måneder og så tog han fat i mig og fik mig ansat.. havde 2 uger i oplæring hos ham og vi klikkede bare fra dag 1. Er helt sikker på at jeg fik lidt ekstra oplæringstimer end hvad der egentlig var behov for. Vi var et mega godt team på arbejdet. Udviklede en masse gode ideer/initiativer, brugte flere timer på flyers uddelinger sammen, hvor vi bare gik flere timer og fik snakket om vores familier m.m. Vi begge har problemer med vores fædre. Det var en fællesnævner udover interessen for træning. Hans far har slået ham og har meget temperament (ligesom min). Vi begyndte at se hinanden privat. Han inviterede mig i biografen og så gik det ellers bare rigtig hurtigt derfra. Det første stykke tid var det en hemmelighed, da jeg var nervøs for hvad folk ville sige til det, når nu han var min chef. Og hvad hvis det gik galt - hvad så med arbejdet jeg er så glad for (måske kun pga. ham?)...
Vi sprang så ud i det og blev officielt kærester. Mine forældre var imod lige fra starten. Særligt min mor. Allerede første gang at jeg skrev at han ville komme med hjem til mig (jeg bor hjemme hos forældrene), fik jeg en masse lange beskeder om at det var forkert af os, han var ikke den rigtige for mig, han var mærkelig osv. osv.) og disse beskeder fortsatte gennem vores korte forhold. 2 mdr. hold vi ud - “officielt”.
I de to mdr gik han fra mig og lukkede mig ude et par gange (var ved at forlade mig midt om natten), fordi han ikke følte sig velkommen og ikke mente at jeg greb ham, havde hans ryg osv. meget af det fordi jeg var lidt tid om at kunne holde i hånd foran mine forældre fordi jeg vidste hvad de mente og lod det påvirke mig for meget. Hvilket jeg fortryder. Vi var alt for meget hjemme hos mig og mine forældre og det gik galt da min mor en aften da han skulle komme her, fik sagt at han kom for meget (og han fyldte for meget fordi han altid ville hjælpe, altid spurgte ind til dem osv). Da jeg ringede til ham og bad ham om bare at gå stille op på mit værelse, vendte han om, kørte hjem og blev sur. Han har selv et højt temperament. Ville slet ikke tale med mig og slog op “for alvor” denne gang. Det var simpelthen for barnligt mente han, og det var min skyld fordi jeg ikke havde vist følelser for ham, at jeg ikke stod ved ham overfor mine forældre. De havde for meget magt over mig. Jeg ringede og ringede og prøvede bare at få ham til at komme. Gik ned til mine forældre, grædefærdig og sagde at de havde ødelagt mit forhold. Og så blev vi også alvorligt uvenner. Dagen efter, prøvede jeg igen at få ham til at komme. Vi skulle hygge hele min familie med bål og det var noget han havde glædet sig til at være med til. Men han kunne ikke. Han kunne ikke være hos mine forældre og han ville ikke acceptere den behandling han fik af os alle sammen. At jeg bare smed det hele til jorden fordi de sagde et pip. Og derfor ville han køre hjem til sin ekskæreste der havde kæmpet for ham siden de slog op. Han ville bare gerne føle sig elsket og det var sådan han kom videre. Ved at være sammen med en anden. Jeg var sønderknust. Han ghostede mig herefter et helt døgn yderligere, hvor jeg vitterligt troede at han var der og havde travlt med en anden. Det var den værste dag/nat i mit liv. Hvorefter han skriver aftenen efter om vi skal tale. Endelig. Efter en hel weekend i det helvede. Han var faldet helt ned på jorden igen og gik til bekendelse at han kun havde sagt det med hans eks for at få mig til at give slip og smutte. For det var det nemmeste. Men han fortrød for jeg betød alt for ham. Og han undskyldte. Jeg tog snakken med mine forældre om at jeg ville give det en chance mere, for jeg følte ikke at vi havde fået en ordentlig chance.. de blev sure og kunne ikke forstå at jeg efter hans opførsel overhovedet ikke kunne se at den var gal med ham og at han udnyttede og manipulerede mig. Jeg ved bare at jeg var glad når jeg var sammen med ham. Jeg var endelig tryg og han havde jo fejet benene væk under mig gennem flere måneder. Vi klikkede bare.
Nå, men vi begyndte at se hinanden igen og det gik galt efter kort tid. Det her brud af tillid var svært for mig, at mine forældre bare havde fået det endnu værre med ham var svært for mig. Og det kunne han selvfølgelig mærke, hvor han til sidst blev vred igen og følte at jeg slap ham. Og så ville han elskes af en anden som virkelig ville ham. Men det ville jeg jo også.. men jeg snakkede bare og viste ham aldrig noget. Jeg handlede aldrig og det var så sigende for ham mente han. Jeg prøvede og jeg prøvede men vi gik fra hinanden. Det blev slemt. Han blev virkelig sur og svinede mig til på samtlige punkter ud af det blå. Så var min familie sindsyg, han tog hjem til min bror for at snakke ud med ham - fordi min bror var en af de eneste der havde støttet/forsvaret ham. Overfor min bror kaldte han mig en kælling, fordi jeg ikke tog mig sammen osv. han blev samtidig ved med at skrive til mig, ringe sent om aftenen grædefærdig og ville have mig til at snakke med ham. Se ham. Men jeg kunne ikke. Jeg var helt nedbrudt og vidste ikke hvad jeg skulle gøre. 2 uger hvor jeg ignorerede hans opkald og bad ham om at lade mig være på skrift, hvorefter han til sidst blev så vred at det gik ud over arbejdet. Han prøvede at tvinge mig til at sige op. Fik fjernet mig fra medarbejder gruppen på facebook og påstod at han havde fået en anden til at tage alle mine faste vagter. Det gjorde at jeg blev nødsaget til at ringe til hans chef og forklare og spørge hvordan og hvorledes. Han blev så indkaldt til samtale, for uretmæssig adfærd, jeg havde gjort det klart at jeg ikke ønskede ham fyret, men blot ønskede at beholde mit arbejde.. og at det private her ikke skulle gå ud over det. Han blev derfor heller ikke fyret men fik en alvorlig advarsel. Derefter skrev han til mig at jeg havde satset hans arbejde og hvilket dårligt menneske jeg var. Jeg havde lovet ham at hvis det gik galt mellem os, så ville jeg forsvinde fra hans liv og arbejdet (det havde jeg ikke)... tværtimod havde vi snakket om at det aldrig skulle påvirke arbejdet og at vi var bedre end det. Det var vi så ikke.
Et par dage gik og han faldt lidt til ro igen. Jeg var så ramt af skyldfølelse, jeg ønskede ham jo intet ondt men havde følt mig presset ud i den situation med arbejdet. Så jeg kontaktede ham for at snakke om det - i frygt for en ellers dårlig stemning, når nu arbejdet åbner op igen efter corona. Han var enormt sur når vi snakkede om det, og ville ikke høre på hvad jeg havde at sige. Han fastholdt at jeg havde risikeret hans arbejde og da jeg sagde at jeg netop havde bedt om at han ikke skulle fyres, hørte han det kun som en trussel. At nu var jeg rigtig blevet best buddies med chefen og kunne bolle ham i stedet. Jeg havde jo ikke brug for ham længere. Han kørte fra mig igen, på trods af at jeg undskyldte og undskyldte (og hvorfor? Han havde presset mig?).
Han fortrød og vi har mødtes on/off gennem de sidste 2 måneder. Han har sagt at han er villig til at lægge det hele bag ham. At jeg er tilgivet og at jeg bare er hans et og alt. Han er endda villig til at se min familie igen på trods af den behandling han har fået. Han vil være den større person som han siger....
men det har været sindsygt rart at se ham. Jeg har aldrig følt sådan med en person før, og jeg havde været single i lang tid før ham. Har svært ved rigtig at åbne overfor en anden person. Og han tog mig bare med storm. Det var fantastisk og er stadig når vi er sammen. Og min familie ikke lige ved det. For så er der ingen komplikationer. Men det er ikke holdbart. Han vil gerne have at jeg siger det højt, men er bange for deres meninger og bange for at vi alligevel ikke kan holde til presset. At han kræver mere kærlighed en jeg egentlig kan give ham. At hans 100% svarer til 200% for mig. Så han bliver sur igen meget hurtigt over et eller andet. Jeg elsker fx at rejse og det ser han som om at man ikke kan finde ro. Jeg har tidligere taget 1 måneds ferie med min bror til et særligt sted lidt længere væk, men alene af den årsag ville han kunne slå op med mig som han siger. Det synes han er for langt tid og det skulle han lige genoverveje. Men jeg havde jo ikke sagt at jeg ikke kunne gå på kompromis og måske bare være afsted 10 dage? Men det er han ikke glad for at jeg vil og så bliver han sur. Medmindre det er at rejse med ham..
Jeg har i går stoppet kontakten med ham, fordi det er for hårdt alt det her frem og tilbage for mig.
Jeg tør ikke tage kampen med min familie, hvis der alligevel ikke skal mere til før han bliver sur og truer med at være sammen med sin eks eller en anden som elsker ham og vil kæmpe for ham....
men jeg savner ham helt sindsygt. Jeg har ikke oplevet en lign. Kærlighed og den dreng betyder alt for mig - på trods af den behandling jeg også har fået.. jeg føler mig fortabt og kan ikke finde ud af hvad jeg skal gøre.. jeg tænker jo på ham hele tiden og hvordan han har det. Og så er der jo det med at vi stadig arbejder sammen (hvilket han ikke længere er sur over eller bærer nag over siger han). Så jeg ved at jeg skal se ham igen om 1 måneds tid når det hele forhåbentlig åbner op igen..
Jeg har lyst til at se ham.. men kan ikke holde det her ud med min familie der mener noget helt andet.. og jeg bor stadig hjemme.. jeg savner ham.. men tror ikke at vi ville kunne forblive sammen alligevel.. det er bare så hårdt. Og igen.. jeg er så bange for at knytte mig til en anden person. Her var jeg lige for en gangs skyld blevet så tryg og glad.. når vi er sammen bare os.. har jeg truffet et forkert valg.. eller bliver jeg bare manipuleret og skal lære at give slip.. det sidste han har sagt er at jeg bliver ved med at smide ham væk og vælge ham fra.. i stedet for at stå op for mig selv og det jeg føler.. vi har nu set hinanden privat i 6 måneder. Men kendt hinanden og været hinandens støtte/sparringspartner i et lille år.. 🙁

Kære pige på 24 år.
Tak for dit brev, hvor du beskriver dit forhold, som har en del vanskeligheder.
Jeg tænker at det må være svært at have en kæreste som dine forældre ikke kan lide.
Og det lyder på dit brev som om du og din kæreste har et vanskeligt forhold.
Jeg har svært ved at give dig råd, da vi arbejder med børn og unge, der oplever vold i deres liv, og det er der vores viden er.
Jeg tænker at du måske kan bruge chatten hos www.girlpower.dk Der er de meget dygtige til at hjælpe med problemer i livet. Jeg tænker at du i det rum kan få talt med dem og blive klar på hvad du vil gøre.
Mange hilsner
Herdis