BREVKASSE

Pige

23

24/05/2021

Skændes med min mor

Hej Bryd Tavsheden
Jeg har siden jeg var helt lille til nu altid haft problemer med min mor. Vi skændes rigtig meget, endda flere gange om dagen. Over nogle helt ligegyldige småting. Jeg bliver ofte meget, meget hurtig agressiv, på 0,5, og sur, hvis bare der er det mindste og det samme med hende. Jeg føler, at hun ikke elsker mig, jeg kan i hvert fald ikke mærke det længere som jeg kunne engang, fordi det er gået så vidt og det føles som om vi er to helt fremmede personer.
Det er ofte sådan at jeg får lyst til at slå noget eller nogen, fordi bare det mindste kan få mig helt ud af det, det gør jeg selvfølgelig ikke, fordi jeg godt kan styre mig der, men jeg bliver virkelig agressiv og skælder ud og siger grimme ord og tror at det er fordi vi altid har de her små (OG store) problemer som aldrig bliver løst.
Problemet er, at vi er 200% forskellige identiteter. Der er ikke en eneste lille ting vi begge kan synes om, vi har altid to forskellige meninger.
Hun er og har altid været min største problem. Jeg har sagt til hende, at hun skal prøve at snakke med en psykolog og jeg er også villig til det, men det vil hun ikke, det tror hun ikke på… Jeg mener jo, at konflikter kommer fra begge parter og hvis jeg er den eneste som vil prøve at løse dette, kommer vi ingen vegne. Det er som om hun godt kan lidt at skændes og få magt og ret, når der så er noget jeg ikke kan. Jeg har to lillesøstre, som ofte også er enig med mig, men ikke skændes med min mor, i hvert fald ikke så tit og de har det også nemmere ved bare at lade hende snakke ud og tie, i stedet for at prøve at overbevise sin egen holding ligesom jeg gør.
Jeg bor pt. hjemme grundet nogle flytningsårsager og det er meget, meget hårdt. Mit andet problem, er også at jeg er en overvægtig pige, fordi jeg ofte spiser mange usunde ting, når jeg får mulighed for det og gjorde meget, da jeg boede alene for et par mdr. siden, fordi det på en måde er blevet en vane for mig.
Det er også sådan, at vi bor ude på landet, hvor der ingen busser går tæt på og hvis man så har et ærinde et sted og man ønsker, at hun skal køre en et sted hen, så kan hun finde på at sige midt i et skænderi at hun ikke gør det alligevel, selvom hun har lovet det. Det er hendes måde at opdrage på og hun tror, at jeg så til næste gang tænker mig lidt bedre om i stedet for at bande eller sige grumme ord, men det har ingen effekt på mig overhovedet og det har aldrig forbedret vores situation i en bedre retning. Hun har også en måde at sige “hvis du ikke gør det, så gør jeg heller ikke det her for dig næste gang”, hvis man selv lige har sagt nej eller ja til noget, ligesom et barn i en børnehave… Jeg vil bare gerne leve et normalt liv og jo mindre jeg snakker med hende jo bedre og selvom jeg nogle gange kan gå rundt en hel dag og “holde mig” og prøve at have så lidt som muligt kontakt med hende, så sker der alligevel noget. Efter hendes mening er en mor den der bestemmer det hele og på ingen måder en ven, hvor vi her er meget uenige, jeg vil aldrig kunne snakke med hende om noget privat.
Jeg har altid følt at min mor skal bestemme for meget og så må man ikke dit og dat Hun er også meget religiøs, hvilket jeg ikke er i så stor en grad, hun er opvokset i et Østeuropæisk kultur og hun har meget svært ved at se og acceptere den nuværende verden, at vi er i det 21. århundrede og at vi ikke er i hendes barndom og at ting og holdninger ændrer sig. Hun står altid fast ved hendes egen mening, ændrer den næsten aldrig, så det er nærmest umuligt at finde et kompromis med hende, man skal bare prøve at gøre hvad hun mener er det rigtige ellers får man bare skyldfølelse hele tiden, hvilket jeg også har, selvom jeg nogle gange ingen del har i nogle af de situationer der sker herhjemme. Jeg har altid følt mig som den dårlige, den ukloge, den grimme, den forkerte og selvfølgelig den skyldige, det er altid mig. Jeg har prøvet alt for at få lavet om på dette store problem, men jeg har bare snart ikke flere kræfter og jeg har mere og mere had til hende og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre… Jeg håber I kan hjælpe mig.
Hilsen mig

Hej dig,

Tak for dit lange brev. Du er rigtig god til at sætte ord på din situation. Jeg kan sagtens høre, hvor svært det må være for dig, at bo hjemme hos din mor og at bølgerne går rigtigt højt. Det er ikke let, når I er to så vidt forskellige mennesker, som du beskriver. Jeg kan sagtens forstå, at det må være hårdt og tærende sådan hele tiden at diskutere og skændes derhjemme. Der er skrevet meget om mor / datter forhold og hvor svære de kan være – og hvor man selv kan vælge sine venner, så kan man ikke vælge sin egen familie. Det er mere normalt end du måske forestiller dig at have komplicerede forhold i familien.

På trods af at du skriver, at I er 200% forskellige, så lyder I begge som to viljefaste kvinder og det kan sagtens lede til konflikter. Måske din mor stadig opfatter dig som den lille pige, som du engang var og det er svært at forholde sig til, forestiller jeg mig, når du nu er voksen. Samtidigt lyder det som, at der er en masse bagage i jeres forhold – at I er blevet vandt til at tale med hinanden i en vis tone; måske den er hård og kontant og ikke specielt omsorgsfuld. Jeg tænker, at det er et godt sted at starte for dig – ved måden I taler sammen og lytter til hinanden - for det er dig, der skal være den voksne. Hvad siger du til at prøve et par øvelser?

Vende dine tanker indad – frem for mod hende:
Måske du kunne forsøge at sige ”Jeg føler ikke, at jeg bliver hørt…” frem for ”Du lytter aldrig til mig…” Altså i stedet for at bebrejde hende, lader du hende vide, hvordan du har det.
Det er meget mindre konfronterende og dermed kan I måske undgå at ryge op i det røde felt.

Aktivt at lytte og ”høre” hende
Du kan også forsøge at lytte aktivt ved at spørge ind til, hvordan hun har det, hvad hun tænker. Når hun så fortæller dig det, så er øvelsen, at du skal tie stille og lytte - uanset hvad hun siger (selvom du er fuldstændigt uenig). Du lytter bare. Du ser på hende uden at skære ansigter, men kun lyttende. Stille og roligt. Og (så kommer det svære) når hun er færdig, så gentager du de vigtigste ting, hun sagde. For eksempel: ”Okay, mor, så det jeg hører, at du siger er, at du er træt af, at jeg ikke rydder op efter mig og at huset flyder. Det kan jeg godt forstå må være irriterende. Det vil jeg prøve at få lidt bedre styr på…”
Det er en svær øvelse, men er god til at bruge til at tage de første skridt henimod, at I to kan blive bedre til at lytte til hinanden og til at dæmpe vreden, man så let kan komme til at føle, når begge råber og ingen lytter.

Gå ud og drink en kaffe sammen
Noget andet du kunne gøre, er at invitere din mor på en cafe. Det lyder simpelt, men det er en hyggelig ting, man kan gøre sammen. Når I er ude, så prøv at tale om, hvad din mor lavede, da hun var yngre… måske du kan få hende til at fortælle lidt om sit hjemland og kultur? Det kan være meget berigende for dit verdensbillede i det lange løb at vokse op med to kulturer....
Og husk at det her ER svært og at ting tager tid. Det er i orden at have skænderier og det betyder ikke, at du skal give op. Jeg tænker, at siden du skriver her, så er du interesseret i at løse jeres problemer. Hvis det er, som du skriver, at I bor sammen, kunne du måske tilbyde at hjælpe med nogle praktiske opgaver derhjemme, så længe du bor hjemme? Det kunne tage noget af presset af hende, måske? Og så kunne det være rigtigt godt at du også bare viser hende at du savner hende - Du kan måske fortælle hende, at du savner den nærhed, I havde førhen, måske hun har det på samme måde?
Jeg håber at det her kan hjælpe en smule og ønsker dig og din mor det bedste fremover - Jeg er sikker på at I to kan få et bedre forhold

De varmeste hilsner,

Bryd Tavsheden