Få hjælp Forlad siden Chatten er åben

BREVKASSE

Brevkassen er åben

Skriv til os anonymt eller læs tidligere breve og vores svar herunder.

Vi svarer inden for 24 timer

Brevkassen er anonym

SKRIV HVAD DU HAR PÅ HJERTE

Er du i tvivl om du har oplevet vold? Er du usikker på, hvad vold egentlig er? Har du en oplevelse med vold, som du har brug for at dele?

Så er du landet det rigtige sted, her i Bryd Tavshedens brevkasse. Når du skriver til os er det gratis og anonymt. Vi svarer inden for 24 timer.

Alle vores rådgivere ved rigtigt meget om vold og kan helt sikkert svare på dit spørgsmål og give dig et godt råd med på vejen.  Vi oplever at rigtigt mange voldsudsatte børn og unge spørger os om vold og søger gode råd. I vores brevkasse, kan du derfor få hjælp til at finde ud af hvad du har oplevet og hvad du kan gøre, hvis du har oplevet vold.

I Brevkassen kan du også se, hvad andre har spurgt om, og hvilke svar vores rådgivere har givet dem.

SE HVAD ANDRE SPØRGER OS OM

Pige

17

Dato

24/06/2021

Mine forældre deler billeder af mig mod min vilje

Hej,
Mine forældre og andre familie medlemmer deler ofte billede af mig på sociale medier. Jeg har sagt at jeg ikke kan lide det, men de lytter ikke og siger ''bare'' at det er fordi at jeg er så flot. Jeg har virkeligt lavt selvværd, og stoler ikke på noget min familie siger til mig (lige meget om det er positivt eller ej) Grunden til at jeg ikke stoler på nogen i min familie(mine forældre især) er at da jeg var yngre blev slået og talt ned til af min mor og min far gjorde ikke noget for at stoppe det og sad for sig selv inde i stuen som om der var intet der skete(har fået hjælp i forhold til dette...)
Hvad kan jeg gøre for at få dem til at stoppe med at dele billede af mig uden tilladelse...?
Og hvordan kan jeg få dem til at slette de tidligere billede de tog og uploadede af mig den gang jeg havde det fint med det???

Svar

Hej pige på 17 år.

Tak for dit brev, det er super godt du skriver ind! Jeg kan forestille mig, det har krævet mod og jeg vil forsøge at hjælpe dig på bedste vis.

Du skriver flere ting i dit brev, jeg vil starte med, at dine forældre deler billeder af dig, uden dit samtykke. Det er ikke okay, at de gør det og det er en krænkelse af dig og dit privatliv. Derudover er det også et brud på Persondataloven og derfor er det godt, at du holder fast i, at du ikke vil have at de deler billeder af dig uden din tilladelse.

Der er flere konkrete ting du kan gøre. Du har sikkert forsøgt, at få dine forældre til ikke at dele billeder af dig, ved at tale med dem om det. Jeg vil dog alligevel foreslå, at forsøge at indlede en dialog med dine forældre, meget gerne med hjælp fra en voksen du har tillid til. Det kan være, at du har en lærer du stoler på eller et andet familiemedlem, du føler dig tryg ved?

Du kan foreslå dine forældre, at kontakte ForældreTelefonen på telefon: 35 55 55 57. De kan bekræfte, at du har ret i, at de ikke må dele billeder af dig uden dit samtykke. De kan rådgive dine forældre om deling af billeder uden samtykke og hvilke konsekvenser det har for den, der bliver delt billeder af.

En anden mulighed er, at Red Barnet har samlet en masse slettevejledninger, til de forskellige sociale medier. De kan vejlede dig i, hvordan du kan få slettet de billeder, der allerede er delt af dig. Slettevejledningerne kan du finde her: https://redbarnet.dk/sletdet/slettevejledninger/

Hvis du har forsøgt de tre muligheder og stadig ikke oplever, at dine forældre lytter til dig, er det også en mulighed at politianmelde dine forældre og familiemedlemmer, der deler billeder af dig uden din tilladelse. Det gør du ved at henvende dig på 114 eller på din lokale politistation. Det er selvfølgelig et dramatisk tiltag og jeg kan godt forstå, hvis det kan være svært at gøre selv. Men jeg synes, at du skal vide, at det er en mulighed.

Jeg lægger også mærke til, at du skriver i dit brev, at du tidligere har været udsat for vold og at du, selvom du har fået hjælp til dette, nu har et lavt selvværd. Vi i BrydTavsheden ved, at en af konsekvenserne ved, at have været udsat for vold netop er, et lavt selvværd. Derfor er det vigtigt at du tager dette alvorligt og søger hjælp. Du er meget velkommen til at tage kontakt til os. Du kan ringe mellem kl. 17-20 mandag-torsdag på telefon: 44452090 eller skrive i vores anonyme chat mandag-fredag også mellem kl. 17-20. Her har vi bedre mulighed for, at tale med dig og rådgive dig om din særlige situation.

Med venlig hilsen
Thea