BREVKASSE

Pige

17

04/07/2021

Dum og naiv og troede på det bedste i ham

Kære brevkasse, tak for det i gør for os i nød. Jeg vil prøve at gøre en lang historie kort.

Lige inden jeg blev 16 mødte jeg en fyr, som jeg hurtigt forelskede mig i. Han var 21 på daværende tidspunkt. Han tog mig hurtigt med hjem til hans familie og jeg var lykkelig. Han kom ind og sidde da vi havde snakket sammen i to måneder, og jeg var dum og naiv og troede på det gode i ham, og valgte at være der for ham og støtte ham.

Han blev hurtigt meget kontrollerende og ville bestemme alt over mig, over den telefon i fængslet vi snakkede sammen fra. Det var åben fængsel så vi kunne snakke sammen hele tiden, og han kunne altid ringe og tjekke op på mig, hvilket han virkelig benyttede sig af. Vi havde flere skænderier mens han sad inde, og han råbte og truede mig, men jeg blev ikke skræmt over en tlf.

Da han kom ud slog han mig allerede den første dag, efter et skænderi. Jeg var meget forelsket i ham, og det var desværre ikke nok til at skræmme mig væk. Men volden tog til meget hurtigt. En morgen var jeg sammen med ham, hans ven og min veninde. Min veninde sov med hans ven i en seng, og mig og min fyr sov på en slå- ud sofa. Pludselig vækker han mig om natten fordi jeg skal tage tøj på, hans ven skal jo nødig se mig i undertøj. Jeg var træt og skulle til eksamenen om et par timer, så det valgte jeg at ignorere. Han blev sur og tog hårdt fat i mig. Da jeg senere gik på toilettet fulgte han efter. Han rev i min trøje og spurgte om jeg gerne ville vise mig nøgen til hans venner. Jeg undskyldte mange gange og svarede nej. Han skubbede mig op af væggen og tog kvælertag, mens han holdt mig for mund og næse, og efter lidt tid kunne jeg ikke holde mig oprejst længere. Jeg faldt til jorden og han hev mig op for at give mig lidt slag. Selvom jeg gjorde mit bedste for ikke at larme, så var det svært og der kom et par små lyde, og min veninde kunne godt fornæmme hvad der foregik. Hun spurgte mig senere hvad der foregik og jeg prøvede at bortforklare det lidt.

Alting blev værre og værre, og vi slog op om sommeren. Der gik et par uger hvor vi ik var sammen, men stadig sås. En dag skændes vi og han tog min tlf som han plejede at gøre og tjekkede den. Han så jeg havde tilføjet et par drenge på snap og blev rasende. Han tog sit bælte af og slog mig med det, og derefter tog han en bøjle til tøj og flækkede den ned over mit ben så jeg fik en lille flænge. Han fik mig med ud i bilen, hvor jeg fik lidt flere slag. Heldigvis skulle han noget, og jeg fik lov at tage på cafe med mine veninder i mellemtiden. Et par timer senere ville han hente mig, men jeg nægtede at forlade caféen. Han truede med at smadre både mig og mine veninder hvis jeg ikke kom ud, så det gjorde mig. Han kørte mig rundt i flere timer og tæskede mig forskellige steder. Han stoppede først da han gav mig en på munden og det begyndte at bløde. Han så selv chokeret ud og sagde “se hvad du for mig til at gøre fordi du skal opføre dig som en luder”.

Der har været mange af sådan nogle episoder, med vold. Vi slog op igen lidt tid efter, og snakkede ikke sammen i en måned. En dag ringede han og spurgte hvad jeg lavede. Jeg sagde jeg kiggede på nogle billige sko der var gode til om vinteren. Han spurgte hvad de kostede, og kort tid efter var det beløb blevet overført til mig. Han sagde han havde fået professionel hjælp i den tid vi ikke havde snakket sammen, og inviterede mig ud, hvilket jeg sagde ja til. Vi begyndte at ses igen og før jeg vidste af det var jeg fanget, og det gamle mønster kom tilbage. Lige inden min 17 års fødselsdag, tjekkede jeg hans telefon og fandt ud af at han havde været mig utro igennem hele forholdet. Jeg blev knust indeni. Da jeg konfronterede ham begyndte han at græde som en sindsyg og sige alt muligt med at nu ville jeg jo forlade ham, og så ville han ikke have noget tilbage, og hvorfor skulle han så leve osv.

Jeg prøvede at give ham en chance i et par måneder, men intet blev bedre. Jeg kunne ikke komme mig over at han havde været mig utro og behandlede mig så dårligt. Han var så voldelig, og jeg var ved at blive helt nedbrudt. Jeg vidste jeg skulle væk fra ham, men jeg var svag og nedbrudt, så jeg skulle samle kræfter.
Jeg var igang med at forberede mig på at forlade ham, da jeg fandt ud af jeg var gravid. Han var på det tidspunkt blevet 22, og jeg var lige fyldt 17 år. Vi havde været sammen i lidt over et år. Han mente selv at han var helt klar til at få et barn, men det mente jeg bestemt ikke. Jeg havde lige opdaget ham i at være utro gennem hele forholdet, og så var han voldelig og gjorde hele mit liv til et helvede.
Jeg ville have en abort, men han ville have barnet. Jeg gik til lægen og fik arrengeret en tid hvor jeg kunne få nogle piller. Det reagerede han ikke pænt på. Han sagde jeg var en morder, og spurgte mig hvordan jeg kunne finde på at dræbe mit eget barn, som bare var en lille uskyldig sjæl. Han kørte virkelig meget på mig, og han skulle ihvertfald ikke være der for mig under aborten. Jeg blev glad og tænkte at når det var overstået, så kunne det være slut mellem os, men sådan skulle det ikke gå. Det var også hans barn og han havde ret til det ene og det andet.

Aborten var ovre, og jeg begyndte at prøve at slå op med ham tit, men det var svært. Han blev ved med at sige at den slags var en fællesbeslutning og at det tog tid. En dag samlede jeg alt jeg havde tilbage og blev ved med at presse på. Det skulle slutte og det skulle det nu. Det lykkedes og vi var ikke sammen på den måde mere. Vi sås stadig, men det var virkelig dejligt og jeg følte mig lidt mere fri. Men han blandede sig stadig i ting, og blev nemt voldelig. På et tidspunkt troede han at jeg havde lavet noget med en anden dreng, og det fik jeg mange tæsk for. Han holdt mig i en lejlighed bagefter, og det er også noget han har tendens til. Jeg vil nok kalde det frihedsberøvelse af en art. Selvom jeg har det okay efter voldsepisoderne og han er sød, så holder han øje med hvad jeg laver på min tlf, og forlader ikke stedet uden mig. Han tager min tlf hvis han f.eks. Skal på tanken, fordi han er bange for jeg stikker af. Det tog flere måneder at komme ud af det, og være stærk nok til at stå imod når han ringede og alt det. Det er kun lidt over en uge siden jeg så ham sidst, men hver gang vi ses fortæller jeg ham at jeg ikke vil se ham, og det tror jeg også han har indset nu.

Det er virkelig dejligt at være ude af alt det lort. Men jeg troede at jeg ville kunne komme videre og leve mit liv, jeg vidste ikke der ville være så mange ting der ville komme efterfølgende. Jeg tror jeg har fået angst, hvis ikke ptsd efter alt den vold. Jeg er virkelig bange for at gå alene når det er mørkt, og det er ikke fordi jeg er bange for ham, jeg er bare bange. Hvis jeg går og nogle går hurtigt forbi mig løber der er sus ned igennem min krop og jeg mærker en hurtig klump ved mit hjerte. Jeg er meget påpasselig, og mine reflekser er hurtige hvis nogle skulle bevæge sig for pludseligt i nærheden af mig. Jeg får tit mareridt, og jeg har svært ved at falde i søvn. Noglegange er jeg så vred og magtesløs, og jeg tænker tit over hvorfor og hvordan det kunne ske for en som mig.
Der er så mange ting jeg har indset nu. Da jeg var i forhold med ham troede jeg at jeg stod op om natten og brækkede mig, fordi jeg havde røget en smøg ud af mit vindue, men nu ved jeg at det slet ikke er derfor.

Han har kørt mig ud i skove om natten og tæsket mig, og slået mig ned, givet mig slag i hovedet så jeg så orange brag/lyn, slået mig foran folk, råbt og skreget af mig så jeg var ved at blive sindsyg, givet mig skylden for alting. Han har lagt så meget pres på mine skuldre, og når jeg ser tilbage på den 16 årige forelskede pige jeg var, som ville gøre alt for den værsttænkelige mand knuser mit hjerte.

Jeg ved jeg ikke er den første pige der har været igennem så meget lort med ham, og jeg hader at han går rundt derude og ikke kan se sine egne fejl, og ingen sympati eller empati har overfor andre mennesker. Og jeg hader at nogle mennesker virkelig tror på at han er en god mand, når han er så ustabil.

Jeg kunne godt tænke mig at vide hvad jeg kunne gøre for at komme over nogle af de her ting, hvertfald bare så de ikke påvirker min hverdag. Mine forældre ved ikke alle de grusomme detaljer og det ønsker jeg heller ikke at de skal. Jeg bliver 18 om nogle måneder, og jeg vil ikke søge hjælp hos en psykolog inden, da jeg ikke stoler på deres tavshedspligt.

Undskyld for en lang besked, og piger hvis der nogle af jer der kigger med, så løb så langt væk mens i kan. Jeg ignorerede ikke kun de røde flag, jeg ignorerede kæmpe stopskilte, og til sidst var jeg kørt for langt ud, ikke lav den samme fejl.

Kære pige på 17 år

Mange tak for dit meget velskrevne og velovervejede brev. Det er utrolig sejt, at du skriver ind for at søge hjælp.

Først vil jeg gerne anerkende, hvor stærkt det er af dig, at du er kommet ud af dit forhold.

Du beskriver hvor svært det er at komme ud af et voldeligt forhold, også selvom der undervejs er både røde flag og stop-skilte. Det kræver mod og mentalt overskud, og det er så sejt, at du har fundet din vej ud. Du skriver også, at blev I ved med at finde sammen igen, fordi når han ringer, er det svært at stå imod. Det er meget forståeligt, for i voldelige forhold er der mange blandede følelser.

Du spørger hvad du skal gøre, og mit første råd vil være, at du ikke skal have kontakt til ham længere, for at undgå, at han får manipuleret dig tilbage til ham. Du skriver, at du har sagt det til ham, så næste gang han prøver at kontakte dig, vil jeg råde dig til at ignorere ham og/eller blokkere ham.

Som du også skriver, så kommer der mange følelser, som man skal forholde sig til, efter forholdet er slut. Både angst og PTSD kan, efter vores erfaring, forekomme efter man er kommet ud af et forhold, hvor man har været udsat for vold, både fysisk og psykisk, igennem længere til.

Derfor er mit andet råd, at du skal tale om det og søge behandling. Vi har i BrydTavsheden personlige samtaleforløb med en professionel rådgiver, hvor du kan tale om dine oplevelser med vold. Samtalerne er anonyme, og du behøver ikke at fortælle os dit navn for, at vi kan snakke sammen. Samtalerne er også fortrolige og bliver derfor mellem dig og rådgiveren. Hvis du har mod på det, håber jeg du vil ringe ind en hverdag mellem kl. 9-15 på +45 44 45 20 90 for at høre om muligheden.

Hvis du har brug for at tale mere om det, inden et forløb, er du derudover også meget velkommen til at skrive til vores chat mandag til fredag kl. 17-20, eller ringe til os mandag til torsdag kl. 17-20.

De bedste hilsner,
Christine