BREVKASSE

Pige

27

23/06/2019

Samvær med børn efter vold

Hej!
For en måned siden endte jeg med at ringe efter hjælp i Kbh, jeg blev indlagt og min samboende kæreste og far til vores 2 børn blev anholdt (en på 3 år og en i maven, 37. uge). En mand, der har haft en skidt opvækst, mistet begge forældre som 7 og 9 årig, altid været kropslig urolig og meget struktureret, svært ved at snakke om sine følelser og rumme sin vrede, når bægret blev fyldt. Søvnproblemer. Medicineret sig selv med hash. Mistænkte længe angst/depression/hashpsykose lign. tilstand. Har ALTID været en god far for vores søn, vores søn er lyspunktet i hans liv, da det er det eneste familie han har. Isolerede sig fra sine venner for at bruge alle weekender med os som familie, deltog i daginstitutionens sammenkomsterne, som den far, der altid bagte kage og som altid meldte sig frivilligt osv. Alt i alt en perfekt far, men en dårlig kæreste, hvor jeg var irritationsmomentet, der kunne antænde ham, hvis jeg f.eks rykkede om for 1000. gang osv. 7 år, hvor jeg skulle gå på listetærer og forsøge ikke at trykke på den røde knap. Det har været et stort ønske for os begge at blive sammen, fordi vi begge er opvokset uden 2 forældre - men med tanke på vores børn, kan jeg ikke mere - min 3 årige er begyndt at opfange det.. En aften for 4 uger siden kom X hjem og havde drukket, hvilket ellers er no go, og en aftale han ellers ikke brød. Denne aften mens vores søn lå og sov, var den fysiske vold 10 gang værre. Han virkede som om han var en helt anden. Frygtede ikke blot for mit eget liv, men også for vores børn. Det fik mig til endelig at tage skridtet og få tilkaldt hjælp og anmelde ham. Da jeg blev udskrevet, ville jeg ikke på krisecenter, fordi jeg ikke mente, det var det rette for min søn. Istedet tog vi til min mor i Nordjylland. Vi har snart bolig, børnehaveplads mm. Jeg fortryder ikke mit valg trods jeg savner vores hverdage, som oftest var gode samt at det er svært at mit liv er blevet vendt på hovedet fra den ene dag til den anden, især nu når jeg lige havde fået bygget babyredde “derhjemme”. MEN min store søn efterspørger selvf. sin far selvom det er langt mindre end frygtet, og far savner sin søn. Der er 4-5 timers afstand i bil, far har ikke bil, og heller ikke den store økonomi som studerende og nu alene i en 4 værelses. Ved ikke, hvad jeg stiller op med samvær? Far har lige nu telefoniske opkald med ‘lev uden vold’ og står opskrevet ved lang venteliste hos ‘I Dialog mod vold’, og jeg tror han har søgt hjælp, fordi han rent faktisk vil sine sønner. Det “samværproblem” har ikke fyldt særlig meget hos mig, fordi jeg lige nu har så meget andet at deale med. Men nu spørger sagsbehandleren (der er selvf. kommet underretning på vores søn efter min anmeldelse af faren) også, hvordan og hvorledes ift. far og søn og afstanden. Hun snakker om, at jeg i den nye bolig bør have et gæsteværelse til far, så han har mulighed for at se sine børn, med tanke på at min store søn har været vandt til at se sin søn dagligt. Blev lidt overrasket over hendes forslag om at han kunne besøge børnene hjemme hos mig. Men ja. Jeg har lidt svært ved tanken om at skulle have ham inden for mine 4 vægge, også fordi jeg selvf. på min egen måde stadig holder utrolig meget af ham. Men egentlig ikke fordi jeg er utryg ved det, til daglig havde vi det jo oftest fint. Og det giver mig tryghed at vide, at det vil været MIT hjem. MEN jeg vil selvf. også bare mine børn det bedste og har aldrig villet frarøve min søn sin far. De sidste uger har de Facetimed hver onsdag og søndag. Der har ingen konflikter været med far, han er meget ked af det og nede, men han ved også, at jeg gjorde hvad jeg mente var det rigtige for vores børn og jeg intet andet valg havde. - Nogen erfaringer med samvær ved små børn og lang afstand, hvor far har lav ankomst og en selv er uden kørekort? Kan det overhovedet fungere med weekendbesøg af og til? Og erfaringer med samfejring af fødselsdage, jul osv.? Er også helt lost ift. når vores anden søn kommer til verden her i næste måned, det vil han også gerne være en del af.. Aner ærlig talt ikke, hvad jeg skal stille op. - Jeg har spurgt til råds i en gruppe på Facebook for voldsudsatte, men deres svar er at han aldrig skal ind for mine 4 vægge, at rådgivningen højst sandsynligt aldrig vil hjælpe ham, at han pt ikke skal have samvær med børnene eller at det skal være overvåget i så fald osv. Så nu er jeg endnu mere forvirret. Mangler så meget noget fagprofessionelt sparring.

Kære pige på 27 år.
Først en beklagelse at du ikke fik dit svar inden 24 timer, jeg har haft udfordringer med min pc.
Og så vil jeg skrive til dig at du har udvist et stort mod og handling, både i forhold til dig men også i forhold til jeres børn. Det er et stor skridt som du har taget.
Jeg har meget svært ved at forstå hvad sagsbehandlerens intention var ved at opfordre dig til at der skulle være et værelse i din lejlighed, til at drengens far kan overnatte. Jeg kan fristes til at tænke, om hun har en viden om vold og voldens konsekvenser. Jeg er af en hel anden opfattelse, du skal leve i din lejlighed med jeres drenge og samvær må forgå et helt andet sted. Måske engang i fremtiden, når I begge er videre i livet og din eks. har været i behandling, kan det være at I laver fælles aftaler om fødselsdage eller andet, men jeg mener ikke at det skal være lige nu, hvor du skriver at du har svært ved tanken om at have ham indenfor i din lejlighed. Så mit råd til dig er at du skal holde fast i hvad du har brug for i denne nye tid i dit liv.
Jeg er enig med dig i at der er vanskeligheder med samvær, både nu og i fremtiden. Jeg synes det er en meget fin ordning at der bliver facetimet nogle gange om ugen.
Jeg vil anbefale dig at tage kontakt til Familieretshus, det er den tidligere Statsforvaltning, der har skiftet navn og også arbejdsmåde. De kan hjælpe i samværs sager og i skilsmisse sager. Du har ret til at modtage rådgivning hos dem.
Det glæder mig at høre at din eks. mand søger hjælp, det tyder på en modenhed og viden om at hans handlinger ikke er i orden. Samt et ønske om at han forandrer sit liv.
Mht til samvær så er reglerne, at den der har samværet har udgifterne i forbindelse med samvær, og det kan blive svært for din eks. Han kan også tage kontakt til Familieretshuset. Han kunne tage kontakt til sin egen socialforvaltningen og ansøge om økonomisk hjælp til at afholde samvær. F.eks transport udgift. Det er ikke en ret han har, og det vil afhænge dels af kommunens sagsbehandling og af hans økonomi. Han kunne i samme anledning spørge til om han kan få betalt en del af betaling til psykolog. For hvis han henvender sig til egen læge og fortæller om problematikken og ventetid, kan det være at han får en henvisning til psykolog. Det betyder at en del af regningen betales af det offentlige, og egenbetalingen kan han forsøge at få bevilget af socialforvaltningen.
Og slutteligt vil jeg opfordre dig til at kontakte foreningen telefonisk. Fortæl at du har skrevet i brevkassen og kort hvad det drejer sig om. Vi har mulighed for at give dig en kontakt til en rådgiver, der kan "følge dig lidt på vej" og det kan godt foregå via telefon.
Held og lykke fremover
Herdis