Få hjælp Forlad siden Chatten er åben

BREVKASSE

Brevkassen er åben

Skriv til os anonymt eller læs tidligere breve og vores svar herunder.

Vi svarer inden for 24 timer

Brevkassen er anonym

SKRIV HVAD DU HAR PÅ HJERTE

Er du i tvivl om du har oplevet vold? Er du usikker på, hvad vold egentlig er? Har du en oplevelse med vold, som du har brug for at dele?

Så er du landet det rigtige sted, her i Bryd Tavshedens brevkasse. Når du skriver til os er det gratis og anonymt. Vi svarer inden for 24 timer.

Alle vores rådgivere ved rigtigt meget om vold og kan helt sikkert svare på dit spørgsmål og give dig et godt råd med på vejen.  Vi oplever at rigtigt mange voldsudsatte børn og unge spørger os om vold og søger gode råd. I vores brevkasse, kan du derfor få hjælp til at finde ud af hvad du har oplevet og hvad du kan gøre, hvis du har oplevet vold.

I Brevkassen kan du også se, hvad andre har spurgt om, og hvilke svar vores rådgivere har givet dem.

SE HVAD ANDRE SPØRGER OS OM

Dreng

22

Dato

25/08/2021

Min kæreste, hun slår og sender mig grimme beskeder

Hej
Jeg har en kæreste hun er 21 år. Vi har været sammen i 2 1/1 år. Vi har boet sammen i 1 1/2 år. Hun har Borderline og ADHD . Hun slår mig og hun tænder af over små ting. Hun skriver grimme beskeder til mig løbet af dagen, så jeg bliver så ked at jeg må gå hjem fra min skole,. ( lige nu er jeg syge meldt, for jeg har det så skidt ) Vi har også mange gode dage sammen. Jeg har prøvet at gå fra hende flere gange, men vi vender tilbage til hendeanden efter et par dage.
Jeg elsker hende, og jeg forstår ikke hvorfor jeg gør det. Jeg er begyndt at tage piller for at få lidt ro i mit hoved.
Jeg ved godt at det ikke er godt, men jeg savner hende når vi ikke er sammen, hvorfor kan jeg ikke bare gå fra hende? Har prøvet at snakke med min læge omkring det, men han siger at jeg skal holde mig væk fra hende.
Bh

Svar

Hej du
Godt du skriver her til BrydTavsheden og fortæller, hvordan din kæreste er over for dig både ved at slå dig og sende dig grimme beskeder.
Det kan jeg godt forstå, at du bliver meget ked af. Og jeg må sige, at det bekymrer mig meget på dine vegne, at du er kommet dertil, at du har måtte sygemelde dig og er begyndt at tage piller.
For mig lyder det ikke som om, at det er det bedste forhold for nogen af jer.
Jeg kan fortælle dig, at det vigtigste er, at du skal passe på dig selv, og det andet jeg kan fortælle dig er, at din kæreste ikke må slå dig eller udøve anden form for vold over for dig.
Det er meget vigtigt, at du får sagt fra over for den adfærd og får sagt til hende, at hvis hun ikke får hjælp til at ændre adfærd, så kan I ikke blive sammen.
Når det er sagt, så fortæller du også, at du elsker hende og savner hende, når I ikke er sammen, så hvis du mener, at der er en fremtid for jer, så kunne en mulighed være, at du fortæller hende, at du holder meget af hende, men at du ikke kan holde til at blive behandlet på den måde, og at hun må søge hjælp til at ændre adfærd, og evt. at du gerne vil hjælpe hende, men at du ikke kan gøre det alene, hun skal have professionel hjælp.
Men jeg vil også sige, at når jeg læser det du skriver, så fornemmer jeg at du godt ved at sådan som jeres forhold er blevet, så er det usundt for dig at være i og den side af din kæreste er du ikke forelsket i. Samtidig har du svært ved at slippe håbet om at det kan blive godt igen og du igen kan møde den side af din kæreste du elsker. Måske er det savn du mærker, når I ikke er sammen, i virkeligheden en sorg over, at forholdet ikke er sundt længere.
Det er virkelig godt at du er opmærksom på at det er usundt for dig at være i forholdet. At du skriver til os, er en vigtig handlig for at passe på dig. Det behøver selvfølgelig ikke være sådan for dig, men en farlig konsekvens af at være i et voldeligt forhold er nemlig at det nedbryder offerets selvværd. Derfor håber jeg også du vil fortsætte med at tale med nogen om hvordan du har det.
Hvis du har lyst til at tale lidt mere om dit forhold, din bekymring, hvordan du har det, og hvad du kan gøre, så er du meget velkommen til at kontakte os på chatten eller til at ringe hertil på 44452090, vi er her hver dag mellem 17 og 20 og er klar til at lytte og til en snak.
Pas på dig selv!
Hilsen
Gitte, BrydTavsheden