BREVKASSE

Pige

16

23/10/2021

Egne og familie problemer.

De sidste par måneder har jeg lagt mærke til at den måde jeg er blevet behandlet på af min mor gennem mit barndom og nu ikke er normalt. Men alligevel føler jeg at jeg er i en slags benægtelse om det. Min mor er den jeg elsker mest i denne verden, men hun er også den der gør mig mest ondt. Det væreste er at jeg ikke kan snakke med hende eller min far om noget som helst, der forstyrrer mig i mit liv af frygt for deres reaktion. Da jeg var 11 fandt min mor ud af at jeg havde selvmordstanker, men i stedet for at hjælpe mig, mistede hun helt besindelsen og spillede ''ofreren''. Og i dag har jeg stadig selvmordstanker. Hun gav mig en masse skyldfølelse og sådan er hun altid. Hun er aldrig selv problemet og i hendes øjne har jeg ingen grund til at klage over mit liv fordi at jeg åbenbart har det hele. Hele mit liv har jeg gået og skamt mig over den måde jeg havde det på fordi andre mennesker har det værre. Jeg ved at min mor elsker mig. Min mor elsker hendes børn, men hendes kærlighed og den måde hun udtrykker det på er toksisk. Min mor er også en meget hård og en stresset person. Min far er tilstede og i live, men det er som om han ikke er i mit liv, sådan helt følelsesmæssigt. Jeg tror ikke engang at jeg nogensinde har haft et ærligt og tilknyttet samtale med ham. Mine forældre har gået fra hinanden mange gange gennem mit barndom som også gjorde en del med min mentalitet. I sidste ende er mine forældre nu sammen, men ca. hver 3-6 måned er de oppe og skændes, men går aldrig fra hinanden. Nu vil jeg bare gerne have at de ikke skal være sammen mere, da de ikke er god for hinanden på mange aspekter. Min familie er muslimsk og deres livsstil går mig på, da jeg ikke kan lide den kultur, der bliver udøvet blandt min familie og slægtning. Jeg føler mig presset til at leve efter deres regler og kultur. Som pige har jeg ingen frihed til meget og at være 18 betyder ikke noget i min familie. Den eneste måde en pige kan få sin ''frihed'' på er at blive giftet væk til en muslimsk mand. Jeg kan ikke lide tanken om at være fri kun hvis jeg bliver gift og det giver ingen mening i min forstand. Desuden selv hvis jeg blev gift med en muslmisk mand ville han bestemme over mig ligesom mine forældre gør nu. Jeg er også panseksuel og det går jo ikke når de er homofobisk. Jeg ville ønske min familie ikke var så konservativ og mere forstående og fordomsfri. Jeg vil gerne være fri til at bestemme og leve som jeg vil uden at føle mig skyldig eller blive fortalt at jeg bør skamme mig. Jeg ser ikke mig selv som en muslim, da jeg ikke tror på nogen gud. Som en pige skal jeg også tit være hjemme og hjælpe til i huset, hvilket jeg har gjort siden jeg var ret lille. Jeg har to lille søstre og jeg elsker dem, men jeg ville ønske at jeg ikke skulle og stadig skal spille en slags anden ''mor rolle'' for dem, da jeg også selv var et barn og stadig er. Jeg er blevet moden og blev nærmest tvunget til at vokse op for hurtigt og har for meget ansvar. Men selvom jeg hjælper i huset og gør mange ting får jeg at vide af min mor at jeg ikke hjælper godt nok eller at jeg ikke skal se så muggen ud fordi at jeg åbenbart ikke laver så meget. Min mor kan finde på at råbe meget og også true med vold. Sådan har hun altid været. Jeg har lagt mærke til at jeg også selv ligesom min mor til tider er meget stresset og råber af mine søskende. Jeg prøver at lade være, men det er svært, da jeg føler mig meget isoleret der hjemme og kan meget sjældent socialisere. Og det med at have to små søskende har ødelagt en del for mig. Jeg har mistet mange venner fordi at jeg næsten aldrig kan være sammen eller ikke kan gør de samme ting som de andre, fx at få lov til at feste. Selv når jeg så er ude for hjemmet og med en ven føler jeg mig nærmest skyldig. Jeg føler at en stor del af mit liv er taget fra mig og jeg kan ikke gør andet end at rådne op her hjemme ved at hjælpe min mor og passe mine søskende. Jeg har konkluderet at jeg bliver nødt til at komme væk hjemmefra så snart jeg er færdig med gymnasiet, men jeg kan ikke finde modet til at tage den skridt. Jeg kommer til at være helt alene med ingen støtte og det skræmmer mig.

Kære pige på 16 år.
Tak for dit brev, det er så fint at du rækker ud efter nogle at tale med om de ting der er i dit liv.
Dit brev er langt og åbner op for flere forskellige problemstillinger.
Jeg vil efterfølgende tage dine udfordringer enkeltvis, for at skabe et overblik og kunne give dig rådgivning i forhold til de enkelte elementer.

Du skriver at du tidligere, og også nu har selvmordstanker, og at du som 11 årig ikke blev hørt da du talte med din mor om det. Det er alvorligt at have selvmordstanker, at din mor ikke kan rumme disse tanker, det kan der være mange grunde til. Måske din mor blev bange og kunne ikke overskue hvad du sagde, så kan det være lettere at afvise det og tale om det som noget pjat, for du har det jo godt.

Hvis du stadig har de tanker vil jeg anbefale dig at tale med nogen om det, måske en lærer som du stoler på og hvis det er meget ofte og seriøse overvejelser, så kan du tale med din læge eller kontakte Livslinjens telefon: 70 20 12 01.

Du skriver også om din mor og fars samliv, det kan være hårdt at leve i en familie hvor forældrene har konflikter. Jeg tænker at du kan ikke få dine forældre til at gå fra hinanden eller at ændre deres væremåde. Det jeg tænker at du kan gøre, det er en dag hvor der er ro i familien, at fortælle dem hvordan det påvirker dig og dine yngre søstre, at høre på skænderierne, at I bliver bange og utrygge og kede af det. Det kan være at jeres forældre aldrig har tænkt over at det påvirker jer at høre på.

Jeg kan forstå på dit brev at din familie er muslimer, og det kan være at der er andre normer i forhold til opdragelse, jeg vil anbefale dig at kontakte etnisk ung og der drøfte dine vanskeligheder. Deres hotline: 70 27 76 66 og er hele tiden åben.

Om du skal giftes med en muslims mand og leve et meget traditionelt liv, det ved ingen på nuværende tidspunkt. Jeg tænker at du må tale med din familie om dine ønsker for dit liv som voksen. Jeg tænker også at det kunne være godt for dig at tale med andre i familien. Måske du har en tante eller en lidt ældre kusine som du har tillid til og som du kan tale med om dine tanker om ægteskab eller ej. Og jeg tænker at du har mulighed for at gå i skole og tage uddannelse og på den måde udskyde mulige krav om et ægteskab.

Di seksualitet, der må vi henvise dig til sex og samfund. Telefon: 33 93 10 10, hvor du kan tale om din seksuelle identitet og tanker om den.

Jeg håber at du kan bruge nogle af de råd som vi giver dig.

Mange hilsner
Herdis.