Overordnet lærerguide til kapitel 1
Brug også lærerguiden under hver aktivitet i kapitlet.
Kapitel 1 har en varighed af ca. 4-5 lektioner
I aktiviteten Retten til at slå børn er afskaffet får eleverne indblik i, hvilken indflydelse den lovgivende magt har på de samfundsmæssige holdninger, der gennem tiden har været om vold mod børn. Eleverne undersøger og diskuterer betydningen af at revse og at tugte. Indled aktiviteten med en anekdote fra din egen eller dine forældres barndom om opdragelsesvold. For mere baggrundsviden om afskaffelse af revselsesretten, giver denne podcast et levende og scenariebaseret indblik i lovgivningsprocessen omkring den endelige afskaffelse af revselsesretten i Danmark i 1997.
I aktiviteten Børns ret til beskyttelse får eleverne indblik i, hvordan formelle tekster er formuleret, når de i fællesskab undersøger og analyserer Bekendtgørelse om forældreansvarsloven. Efterfølgende producerer eleverne plakater, hvor de formidler forslag til tilføjelser i bekendtgørelsen. Plakaterne udstilles, mens eleverne formidler deres vigtigste synspunkter som lovforslag, der vedrører børns ret og forældres pligt til at beskytte børnene. Afslutningsvis stemmer eleverne, på demokratisk vis, om hvilke af deres lovforslag, der kan vedtages.
I aktiviteten Det, de voksne siger interviewer eleverne deres forældre om forældrenes viden og holdninger til forældreansvarsloven. Undervejs i interviewet viser eleverne klassens vedtagne lovændringer til forældrene, så også de kan tage stilling til ændringernes betydning for både børn og forældre. Eleverne deler efterfølgende deres oplevelser med at interviewe forældrene og deres refleksioner over betydningen af den demokratiske proces, der er forbundet med lovændringer i Danmark.
I aktiviteten Pligten til at underrette arbejder klassen med underretningspligten. Eleverne tager i fire grupper stilling til fire forskellige dilemmaer, der omhandler mistanke om vold og valget om at underrette myndighederne. Dilemmaer dramatiseres og eleverne drøfter herefter, hvilke valg de vil tage, hvis de som voksne bliver bekymret for et barns udvikling og trivsel. Vær ekstra opmærksom på sårbare elever.
I aktiviteten Straffen for vold mod børn læser du mulige lovovertrædelser op, der giver anledning til, at eleverne deler deres mange forskellige holdninger om vold og straf. Vær særligt opmærksom på sårbare elever. Rammesæt klassesamtalerne med klare regler for at lytte og tale med respekt for hinandens holdninger.
- Print Lærerark 1 og Lærerark 2.
- Print Elevark 1 til alle elever.
- Eleverne skal bruge telefoner og computer. Medbring A3 papir og farver til elevernes plakater. Medbring også kridt.
Kompetencemål:
- Eleven kan tage stilling til politiske problemstillinger og komme med forslag til handlinger.
Færdigheds- og vidensmål:
- Eleven kan diskutere sammenhænge mellem demokrati og retsstat.
- Eleven kan diskutere aktørers brug af medier til at påvirke den politiske dagsorden og beslutninger.