Lærerguide

Drenge og vold

Kun 11% af alle henvendelser til BRYD TAVSHEDENs rådgivning kommer fra drenge.

Hvordan kan dét være? Er det, fordi drenge og piger tænker forskelligt om vold? Er det, fordi drenge ikke tænker på sig selv som mulige voldsofre? Eller er det måske, fordi piger har nemmere ved at dele, hvis de er udsat for vold?

Lærerguide

Eleverne arbejder med kønnenes forskellige opfattelser af vold. Gennem overvejelser om undersøgelsesdesignets indhold som afgrænsning af emne, spørgsmålsformulering, undersøgelsesmetoder, svarmuligheder, formidling af undersøgelsen, anonymisering, databehandling og validitet tilegner eleverne sig viden om kønnenes måske forskellige måde at opleve vold på, samtidig med at de lærer om statistik og samfundsfaglige metoder.

For at eleverne får det fulde udbytte af aktiviteten, er det nødvendigt, at flere klasser på årgangen deltager i undersøgelsen. Da undersøgelsen er digital og anonymiseret, vil den ikke være tidskrævende at gennemføre, når først alle deltagere har hentet koden til undersøgelsen og besvaret den på deres telefon. Undersøgelsen skal indledes med et spørgsmål om, hvorvidt deltageren er dreng, pige eller andet.

  1. Eleverne skal bruge telefon og computer.

Par

  1. Find sammen med en makker.
  2. Se videoen nederst på siden her på Bryd Tavshedens hjemmeside.
  3. Tal om, hvordan I kan undersøge drenge og pigers opfattelser af vold ud fra fx disse områder:
    • Hvordan drenge og piger forstår vold forskelligt.
    • Hvad drenge og piger forstår ved at være udsat for vold.
    • Hvor mange drenge, og hvor mange piger, der udsættes for vold.
    • Hvem, drenge og piger ville tale med om voldsoplevelser.
    • Hvad drenge og piger synes om de tilbud der er til voldsudsatte unge.
    • Hvad der afholder voldsudsatte drenge fra at opsøge hjælp.
    • Hvad Bryd Tavsheden kan gøre anderledes for også at få voldsudsatte drenge til at søge hjælp.
    • Hvordan Bryd Tavsheden kan blive bedre til også at hjælpe de drenge, der har søgt hjælp.
  4. Tal også om, hvilke andre spørgsmål, der kan være interessante at undersøge om drenge, piger og vold. Brug jeres viden fra de andre aktiviteter i forløbet om vold i hjemmet.

Fælles

  1. Tal i klassen om, hvad der er vigtigt, når I skal planlægge, udføre og evaluere en undersøgelse om et sårbart emne som vold:
    • Hvilke etiske spilleregler skal overholdes? Det kan fx være anonymisering, deltagerantal, validitet og databehandling.
    • Hvilke undersøgelsesmetoder, spørgsmålsformuleringer og svarmuligheder er mulige at anvende, og hvilke metoder og spørgsmål kan medføre brugbare svar og ny viden?
  2. Vælg 10 spørgsmål om drenge, piger og vold, som I i klassen gerne vil undersøge om vold.
  3. Fordel spørgsmålene, så I arbejder i mindre grupper om hvert spørgsmål.
  4. Login og opret klassens undersøgelse om drenge, piger og vold i AhaSlides på Skoletube.

Grupper

  1. Find sammen i jeres grupper om et af klassens 10 spørgsmål.
  2. Undersøg, hvilke undersøgelsesmetoder i AhaSlides, der vil være bedst egnet til besvarelse af jeres spørgsmål.
  3. Overvej, hvordan jeres spørgsmål skal formuleres, og hvilke svarmuligheder der skal være tilgængelige i jeres undersøgelsesdesign.
  4. Opret et slide i klassens præsentation ud fra jeres undersøgelsesdesign.

Fælles

  1. Besøg de andre udskolingsklasser og fortæl kort om jeres undersøgelses formål og form, før I sætter undersøgelsen i gang. Alle i jeres egen klasse skal også besvare undersøgelsen.
  2. Gennemgå resultatet af klassens fælles undersøgelse.
  3. Tal om:
    • Hvilken ny viden har I fået med undersøgelsen?
    • Hvad har I lært om undersøgelsesmetoder, spørgsmålsformuleringer og svarmuligheder?
    • Hvordan virker formidling med diagrammer?
    • Genbesøg de andre klasser og del resultatet af jeres undersøgelse.

I næste kapitel skal I arbejde videre med, hvordan viden om vold og rådgivning kan formidles bedst muligt til børn og unge.