fbpx Lærerguide

Introduktion til kapitel 1

I kapitel 1 møder I Yusef i de to første tekster af et samlet klyngeværk om hans liv.

I følger med, når Yusef skriver til Bryd Tavshedens brevkasse, og når han får tre uventede opkald fra sin idrætslærer. I klipper og klistrer, når I fortolker, hvad en rigtig mand er. I svarer Yusef, da han beder om hjælp hos Bryd Tavsheden. Og I indtaler og sender hans svar på idrætslærerens beskeder.

Overordnet lærerguide til kapitel 1

Brug også lærerguiden under hver aktivitet i kapitlet.

Kapitel 1 har en varighed af ca. 4-6 lektioner

Det er afgørende, at du allerede i forberedelsen af forløbet har sendt en mail til SMSpress med dine elevers og dit eget telefonnummer, så I alle har modtaget telefonsvarer-novellen på jeres telefoner, før I påbegynder aktiviteterne i kapitel 1. Se mere i forløbets overordnede lærerguide her.

Skab nysgerrighed og forventning til forløbet og klyngeværket i aktivteten Symboltræet, ved at overraske eleverne med ord, der kan forbindes med fortællingen om Yusef. Eleverne arbejder kreativt og visualiserer deres fortolkning og oplevelser om Yusef ved at arbejde med klassens symboltræ flere gange i forløbet.

I aktiviteterne Jeg savner min far og Svar til Yusef kommer eleverne tæt på Yusef, når de følger med i skriveprocessen med hans henvendelse til Bryd Tavshedens brevkasserådgivning. Eleverne undersøger og analyserer, hvordan menneskelige værdier beskrives ud fra Yusefs beskrivelser af sin bror og fars handlinger og ud fra hans egne tanker og følelser. Eleverne visualiserer deres fortolkning af Yusef afdøde far og storebrorens værdier med motiver til klassens symboltræ. Gennem egne produktioner svarer eleverne som rådgivere på Yusefs brevkasseindlæg. Her forholder de sig både til rådgivningstilbud, Yusefs dilemmaer og til valget af modtagerrettet kommunikation.

Brug elevernes undren og nysgerrighed i aktiviteten Fravær gennem det videre litteraturarbejdet. I aktiviteten Hej Brian, det er Yusef forholder eleverne sig til telefonsvarer-novellens form og sprog, når de producerer Yusefs svar på Brians sidste telefonsvarerbesked. I Påstand mod påstand sættes der fokus på elevernes refleksion og evaluering af litteraturarbejdet med telefonsvarer-novellen, når eleverne deler tanker og oplevelser om fortolkning og egne produktioner.

I aktiviteten Spindelvævet oprettes et fælles spindelvæv i klassen, der visualiserer elevernes overblik og oplevelser af sammenhængen mellem klyngeværkets fem tekster. Efterhånden som eleverne arbejder med klyngeværket i forløbets første tre kapitler, tilføjer de tegn om Yusefs liv, som de finder i teksternes varierede udtryksformer.

  1. Print Lærerark 1Lærerark 2, Lærerark 3.
  2. Print Elevark 1 på karton til alle elever.
  3. Print Elevark 2, Elevark 3 og Elevark 4 til alle elever.
  4. Medbring lange grene til klassens symboltræ og en beholder fyldt med sand. Symboltræet skal kunne rumme ca. 75 motiver. Medbring en plastlomme, en saks, en rulle sejlgarn eller snor, malertape, post-it og karton til symboltræet. Medbring også kridt, farver, sakse, nål og tråd og små klistermærker, der forestiller hjerter, flag og guldstjerner.

Færdigheds- og vidensmål:

  • Eleven kan vurdere tekstens sproglige virkemidler.
  • Eleven kan foretage flertydige fortolkninger.
  • Eleven har viden om nuancer i sproget og sprogets virkning.