Lærerguide

Et eventyrland

Hvad er en rigtig mand? Om lidt læser jeres lærer novellen En rigtig mand højt for jer. Med novellen får I mere indsigt i Yusefs liv, tanker og følelser. Efter I har lyttet til novellen, taler I om jeres nye viden om og oplevelser af Yusefs liv.

Lærerguide

Novellen En rigtig mand, som eleverne her skal lytte til, er fjerde del af klyngeværket om Yusef. Novellen vil give eleverne endnu bedre indsigt i de dilemmaer og udfordringer, som Yusef står i. Gennem novellens fortællervinkel, komposition og beskrivende sprog, vil eleverne nu også blive delagtiggjort i den vold, som Yusef er udsat for.

Det vil være en god ide at øve oplæsning og betoning, før du læser novellen højt. Vælg et stemningsfyldt sted, hvor eleverne kan finde sig godt til rette. Sæt gerne musik på, der danner baggrund for stemningen i din oplæsning. Læs novellen langsomt og tydeligt. Eleverne skal ikke følge med i teksten imens.

Når eleverne skal forestille sig situationerne i Yusefs liv, som du læser højt, må de have god tid og ro til at genskabe hver situation med deres sanser.

  1. Print novellen En rigtig mand til eleverne, så de kan arbejde med en tekstversion efter din oplæsning.
  2. Print Lærerark 4 og klip sætningsstarterne ud, så der er en til hver elev. Deltag også gerne selv i denne del af aktiviteten, der sagtens kan foregå udendørs.

Alene

  1. Find ro og lyt til din lærers oplæsning af hele novellen En rigtig mand.
  2. Luk øjnene. Forestil dig, hvordan Yusefs liv er, ud fra din lærers oplæsning af situationerne her fra novellen:
    • Forestil dig, hvordan der ser ud på kanten af skrænten.
    • Forestil dig, hvilke lyde du kan høre, da de to brødre er alene hjemme.
    • Fornem stemningen hjemme hos Yusef.
    • Fornem Yusefs savn til sin far.
    • Forestil dig, hvordan Yusef har det, og hvilke reaktioner han mærker i sin krop.
    • Forestil dig, hvordan Yusefs krop ser ud.
    • Forestil dig, hvordan Yusefs eventyrland ser ud.
  3. Lyt til din lærers genlæsning af novellen En rigtig mand, efter du har forestillet dig situationerne i Yusefs liv.

Fælles

  1. Få en sætningsstarter hver af jeres lærer.
  2. Find sammen med en makker.
  3. Læs din sætningsstarter op, og lad din makker fuldende sætningen. Tal om jeres forskellige oplevelser af sætningsstarterens betydning ud fra din makkers svar.
  4. Byt, så din makker nu læser sin sætningsstarter op, og du fuldender sætningen.
  5. Find en ny makker med en ny sætningsstarter.
  6. Gentag øvelsen tre gange.
  7. Tal afslutningsvis om, hvordan I forestiller jer, at Yusefs eventyrland ser ud.